Mine fag er fransk og spansk, og jeg skulle udveksles med en kollega på skole nr. 67 i centrum af den 5 millioner store by. På skole nr. 67 lærer børnene nemlig spansk fra de er 7 år, og engelsk fra de er 8 år - og de bliver ved, til de forlader skolen som 15-årige.
Min job-swop-kollega hedder Elena Volfovskaya og er 27 år. Hun underviser i spansk og er desuden viceinspektør, med ansvar for fremmedsprogsundervisningen. Hun underviser 14 timer om ugen og lægger skema for skolens 12 spansklærere og 7 engelsklærere.
Desuden forvalter hun det pædagogiske ansvar ved regelmæssigt at følge gennemgangen af et tema hos den enkelte lærer.
Jeg overværer, hvordan hun gang på gang må finde andre lokaler til en klasse eller lægge to hold sammen, fordi en lærer er syg. Det er muligt at lægge sproghold sammen, fordi hver af klasserne, der til russisk, matematik osv. er på o. 30 elever, i sprogtimerne bliver delt i 3 hold med hver sin lærer. En sammenlægning af to hold kan imidlertid kræve lokalebytte, fordi nogle af sproglokalerne er meget små.
Skolen har til huse i gamle, ikke særlig godt isolerede bygninger. Når man kommer om morgenen lugter der lidt af mug og kridt - men også af de dejlige friskbagte boller, som fremstilles dagen igennem nede i køkkenet. Der er gratis morgenmad til alle elever i spisekælderen, som er spartansk indrettet efter vore begreber. De forskellige klasser spiser på skift i første, andet og tredje frikvarter. Et frikvarter er her på 15 minutter, og timerne er 40 minutter lange. Der er skolegang 6 af ugens dage.
Lokaler til fremmedsprogsundervisning ligger fortrinsvis i stueetagen. De fleste sproglærere har deres eget undervisningslokale, og mange har i årenes løb præget deres lokale: der er et lokale med sproglaboratorie-udstyr fra for mange år siden. På væggene hænger store opslagstavler med landkort og postkort fra Cuba og i vitriner står der bøger og andre ting fra Cuba.
Der er også lokaler med gardiner for vinduerne, et væld af grønne planter og dukker, bolde og andet legetøj, der spiller en vigtig rolle i undervisningen af de mindre elever. Elenas lokale er mindre attraktivt; det mangler både gardiner og rigtige pulte - for tiden sidder eleverne på polstrede skamler uden ryglæn, og de små fra første klasse dingler med deres korte ben! Men Elena har heller ikke været der ret længe, og jeg er sikker på, at næste gang jeg kommer, er akustik og atmosfære helt anderledes.
I stueetagen er der en lægekonsultation, hvor skolelægen er til stede hver dag, hele dagen. Mens jeg er på skole 67, gennemføres en vaccinationskampagne.
På øverste etage, oppe i solskinnet, ligger et stort lokale med vinduer på to sider, festsalen. Der er en scene og et stort gulv og en væg helt beklædt med spejle - til dansetimerne.
Eleverne kommer fra kvarteret. De skal kunne læse russisk, når de begynder, og de kommer til prøve hos skolepsykologen for at afgøre, om de har evner for at lære to sprog så tidligt, men ellers er der ingen specielle betingelser for optagelse. Der er både mere og mindre velklædte, og mere og mindre flittige og lydige elever. Det er imidlertid mit indtryk, at børnene i skole 67 læser mere lektier end flertallet af danske børn. En dag er alle ca. 30 elever i en 11. klasse samlet for at se lysbilleder fra Danmark og Baskerlandet, og jeg spørger, hvor mange af dem der dyrker sport i fritiden. Kun et par stykker. Hvor mange har job i fritiden? Nul.
Til gengæld får jeg ved en anden lejlighed at vide, at eleverne i de ældste klasser fra tid til anden prøver at være guide for spansk-sprogede turister. Det at kunne fortælle på spansk om sit land og sin by og dens seværdigheder er et emne, der bearbejdes igen og igen på de forskellige niveauer i skoletiden, og som de også kan komme op i til den afsluttende eksamen - alternativt med ca. 15 andre emner, som de har forberedt sig på at fortælle og blive udspurgt om.
MATERIALERNE: Krim er en strand i Rusland
Undervisningen er præget af, at Rusland har været selvforsynende med undervisningsmateriale: i spanskbøgerne for de små klasser lærer eleverne at fortælle om deres eget liv: jeg hører adskillige timer i 3. klasse, hvor de arbejder med temaet ferien; skoleåret har jo kun været i gang et par uger. Der trænes førnutid og indlæres et ordforråd, som omfatter de feriemuligheder, der findes for russiske børn. Eleverne fortæller på skift: "En verano he ido a un campamento de pioneros. Hemos nadado. Hemos ido en lancha. He leído muchos libros. He pasado las vacaciones muy bien". Eller: "En verano he ido a la casa de campo. He ayudado a mi abuela. Hemos ido al bosque. Hemos recogido bayas y setas."
De større elever har tekster om borgerkrigen i Spanien og livet på Cuba - og jeg ser da også et afsnit af Celas "Autobús a la estación" i 9. klasses læsebog. Men lærerne sukker efter autentisk moderne spansk litteratur.
Elena gennemgår Cervantes' Novelas ejemplares med sin 8. klasse og hendes veninde Victoria læser Quijote, og det går helt fint. Men de nye tider er på vej: en dag så jeg, hvordan en parabol-antenne blev hejset op på skolens tag, så nu kan de se og optage TV fra Spanien.
UNDERVISNINGSFORMEN: ikke et ord russisk - næppe et ord fra katedret
Timerne foregår næsten udelukkende på spansk og følger tydeligvis en plan. Den varierer fra lærer til lærer, og fra hold til hold. Men både for store og små elever er der fælles træk.
Den elev, som "está de guardia", kommer op ved tavlen og præsenterer sig, fortæller, hvad dag det er, hvordan vejret er, hvad der er på skemaet...
Det afhænger af lærerens praksis og elevernes alder, hvor meget "Dagens elev" folder sig ud. Hos don Simón Alejandrovitj er der hver gang to elever "de guardia" og de hører også de andre i lektien. De bliver derefter udspurgt af de andre elever på holdet.
Svetlana har en skik med at lade en eller to elever, der har særlig nemme for sproget, høre de andre i lektien (på spansk), mens hun hører videre på de andres referater.
Strukturer trænes gerne med en bold. Holdet repeterer et paradigme i kor, så enkeltvis og derpå ryger bolden frem og tilbage mellem elev og lærer (ikke fra elev til elev) med enkelte bøjningseksempler. Det går tjep, og hvis en elev ikke kan svare eller svarer forkert, får han/hun bolden tilbage igen, efter at det rigtige svar er blevet sagt af en anden elev.
På et ældre klassetrin kan der være indsætningsøvelser, og eleverne forklarer så på spansk, hvorfor de har valgt en given form: "Yo he puesto el verbo de la oración subordinada en el presente del subjuntivo, primera persona del singular, porque ..." Hvad der er nok så imponerende: når de senere fortæller løs, kommer de undertiden til at bruge en forkert form. Læreren gentager så den forkerte sætning, og de kan ofte tilsyneladende "automatisk" rette sig selv.
Oplæsning: alle elever læser op, og i flere tilfælde bliver der taget tid. De skal have øvet sig i oplæsning, så de kan læse lektien højt inden for f.eks. 50 sekunder - en tid, der er blevet fastlagt, da de læste lektien højt i kor i den foregående time. Det går ligeledes tjep - og også mindre elever læser forbløffende præcist og tydeligt. Nu er det nok blevet tid til 3 minutters stående øvelser - armene bøjes og strækkes i skulderhøjde, der laves sidebøjninger og knæbøjninger til kommando på spansk, enten fra læreren eller et bånd. Dette gør de allerede i første klasse, ved at imitere læreren, der siger kommandoerne, samtidig med, at hun gør øvelserne.
De får et minut eller to til at repetere det referat af lektiens indhold, som de har forberedt derhjemme - og så høres de - ikke altid hele klassen, men en del. Jeg overværer et par timer hos en tredje klasse hos Sofia Lubov, en ældre lærerinde, der egentlig er pensioneret. (Her pensioneres mandlige lærer, når de er 60, kvindelige når de er 55 år). Da der er fem minutter tilbage af timen, tager hun et par hånddukker og to små bordskærme frem. Ivrige hænder flyver i vejret: alle vil gerne op og gennemspille variationer over dagens dialog med hver sin dukke.
Den nye lektie kan i de mindre klasser være højtlæsning af et vers, de skal lære udenad, nyt ordforråd, der vises med billeder eller mimes eller defineres - i de større klasser er det typisk genfortælling og indholdsspørgsmål; Natasja beder sin 10. klasse genfortælle handlingen i "Autobús a la estación" ud fra de forskellige personers synsvinkler. I Don Simón Alejandrovitj's 10. klasse sætter eleverne sig over i sproglab-kabinerne, tager øretelefoner på og læser den nye lektie igennem for sig selv. Fem minutter efter kan de stille spørgsmål til kammeraterne om væsentlige punkter i indholdet af den nye tekst, der skal refereres og diskuteres næste gang.
Alle timer ender med, at der bliver givet karakterer. Ofte specificeres det: 4 for oplæsning, 5 for referat til Sasja osv. Somme tider bliver eleverne indddraget i karaktergivningen, og de begrunder deres vurdering.
Bortset fra, at der er koldere i klasselokalerne end forvænte mig har regnet med, er det smadderspændende at overvære timerne. Jeg kan ikke russisk, og det er også underordnet, for der tales som sagt næppe et ord russisk. Det er såmænd en hel lettelse, da jeg en dag hører adskillige afsnit af Don Quijote oversat til russisk. Jeg VAR nemlig ved at synke helt ned under det pædagogiske gulvtæppe.
Tempoet er rask, der foregår en masse, ingen falder hen, og timerne præges gennemgående af et frisk humør. Der meldes klart ud, når en elev ikke har forberedt sig ordentligt eller sjusker med tingene. Og det er der tilsyneladende ingen, der finder urimeligt!
Hjemmefra har jeg forberedt et lysbilledforedrag om Danmark og et om Vitoria/Gasteiz i Baskerlandet. Den anden mandag holder jeg - for alle 30 elever i den ældste klasse først 40 minutters foredrag om Danmark og derpå 40 minutter om Vitoria. Eleverne virker meget opmærksomme, men er tilbageholdende med at stille spørgsmål.
Næste dag overværer jeg en spansktime med 1/3 af mandagens forsamling. Dagens emne er undervisningssystemet i Rusland, eleverne spørger hinanden om deres syn på private skoler - kvaliteten af undervisningen på de forskellige skoler i Sankt Petersborg - og om der er lighed for alle i uddannelsen.
Jeg bliver inddraget, udspurgt om private skoler i Danmark og opfordret til at stille spørgsmål. Senere spørger læreren, hvad eleverne ved om Danmark - og det er imponerende: den elev, der melder sig, kan gengive næsten alt, hvad jeg har fortalt - uden at kigge på notater.
Elena kan fortælle noget tilsvarende fra den gruppe, hun har haft. Sjovt for mig at opleve Danmark set udefra.
¿VAS A SER NUESTRA MAESTRA HOY?
Med Elenas dejlige spanskhold fra 8. klasse, som hun har været klasselærerinde for siden de var små, har jeg flere gode timer. Eleverne på dette hold er o. 13 år gamle, 8. klasse er egentlig 7. klasse, for der er ingen 4. klasse !? De gennemgår den spanske borgerkrig med Elena. Det giver mig baggrund for at tale med dem om Chiles nyere historie, og jeg genfortæller handlingen i "La composición" til og med capitán Romos besøg i klassen. Eleverne i 8.b skal så skrive Pedros stil, sådan at han ikke vinder medaljen, men hans forældre kan blive glade for at læse den. Vi drøfter lidt, hvad det kan betyde for udformningen. De begynder på stilen i timen, og skal så aflevere den i næste spansktime.
Her er to af stilene uden rettelser - de to yderpunkter:
He aqui el relato de Pedro:
Cuando encienden los fuegos en la calle nuestra familia viene a casa.
Cenamos y después vamos a otra habitación. Allí papá saca el libro gordo y después va a leer. El lee magnificamente y yo imagino que entro en otro mundo de cuentos y historias. El lee y lee y yo me siento feliz, más feliz que otros. Después vamos a dormir y yo siempre imagino en el sueño que yo soy el heroe de este libro magnífico. Yo veo que venzo a las fuerzas malas, a los demonios.
Pero cuando despierto siempre pienso "Es lástima que yo no viva en este mundo magnífico".
Cuando a los niños autores de las composiciones mejores daban medallas y premios, a Pedro dicieron: "Niño, si es la composición buena, pero no bastante seria. "
Pepe estuvo muy afligido. Pero él señaló su composición a sus padres y les gustó mucho. Al otro dia le regalaron el libro de cuentos. Pedro estaba muy feliz, más feliz que todos.
Tema: Lo que hace mi familia por la noche- (Pedro)
Después de la escuela yo he jugado al futbol. Mis padres quieren a mi mucho. Ellas heran antifasistas.
Yo tengo un buen amigo Daniel (a su padre tambien se llama Daniel) con quien nosotros han jugado al futbol. Antes de ir a la escuela nosotros han ido a la escuela de Dios (Por los domingos) Yo quiere estudiar mucho.
Por la tarde mi mama ha sentado y leia los libros asta las 10 de la noche. Antes de leer libros ella preparaba el desayuno.
Mi papa cuando ha regresado del trabajo comia y empezaba a limpiar la casa. A las 11 ellos van a dormir.
Med Natasjas 9. klasse laver jeg en time på grundlag af et fragment af Nicolas Guillén's digt om Cuba. Vi diskuterer, hvordan man kan definere et par ord: "azul" og "lloramos" - og så får de hver en seddel med et ord fra digtet, som de skal definere og læse op for de andre. De andre gætter så, hvad ordet er, og ordene kommer op på venstre tavle. For den højre tavle hænger et gardin, som jeg trækker fra, og der står digtet med huller til de definerede ord. De lærte digtet udenad sidste år, så det går som en leg at få det kompletteret, og derpå deler vi det ind i afsnit, som får "overskrifter", vi kigger på dets virkemidler og drøfter det indtryk af Cuba, der formidles gennem digtet.
Bagefter ser vi på et Danmarkskort, og eleverne kommer med forslag til, hvad det ligner: en kan se et profil, en kan se en mand, en kan se en skildpadde. Vi drøfter lidt, hvordan disse billeder kan passe ind i en opfattelse af danskernes kår, klima og adfærd, og de får som hjemmelektie at skrive et digt om Danmark. Næste dag har alle elever - også tre, der var fraværende - skrevet spændende digte, som de læser op og som jeg får med hjem.
Et par eksempler - uden rettelser:
Ana
Como un hombre enfermo
Dinamarca en su península
Vive muy lento
No habla de prisa.
Ya muchísimos años
El viento lo acompaña
Natalia
Dinamarca es como la tortuga
no muy grande, bonita, lenta.
Ella navega en mar,
pero no se aleja de tierra.
Las olas del mar bañan sus costas
que se rompen a las piedras con la espuma.
Dinamarca es como un hombre que tiene el romadiza (reumatismo)
Y para eso se ponga el gorro.
Es como la mano de Dios
Que protege este verde país.
Denne klasse får også programmet med "La composición" - de når imidlertid at skrive stilen i selve timen. Da de har skrevet 3-4 minutter, og jeg ser, at nogle har lidt svært ved at komme i gang, beder jeg et par stykker læse deres begyndelse højt. Det giver anledning til en drøftelse af, hvorvidt det går an at skrive, at forældrene snakker om politik: en elev har bibeholdt dette i den endelige "stil", men skriver, at forældrene beundrer landets leder meget. Da Katja skriver, at moderen laver dejlig mad, siger Sasja, at det gør hun ikke i hans stil - hvorpå Barbara siger, at det ville være en kritik af styret at antyde, at der skulle være problemer med at få mad på bordet.
Sasja:
Despues de llegar de la escuela yo hago los deberes de casa. Al hacer los deberes yo salgo con la pelota al patio. Alli yo juego al futbol con mis amigos. Despues de jugar bastante mucho, yo voy a mi casa, donde mi mama ya ha cosinado la cena Cuando cenamos, siempre escuchamos la radio. Durante la cena mis padres hablen hacerca la politica, como intelegente encabeza la pais Pinochete y despues vamos a dormir.
Dette holds lærerinde, Natasja, og hendes kollega, Natasja, der har en anden tredjedel af klassen, beder mig fortælle deres elever om skolesystemet i Danmark. De gennemgår netop skolesystemet i Spanien, og vil gerne høre om, hvordan det er i et andet europæisk land. Der går lydelige suk igennem klassen, da de får at vide, at sproglige her i landet ikke har ret meget matematik, fysik og kemi. De russiske elever skal have topkarakteren 5 også i matematik for at komme på universitetet. De hæfter sig også ved, at vi ikke giver karakterer i hver time, at mange elever dyrker sport og har fritidsjob. De har 6 skoledage pr. uge med en masse hjemmearbejde.
Natasja takker mig for mine timer og siger, at hun har bemærket, at jeg lægger mere op til selvstændighed hos eleverne end de plejer, og at de nok arbejder rigeligt med færdigheder og referat.
Det er mit klare indtryk, at på skole nr. 67 som jeg har besøgt, er der grøde i en allerede velplejet undervisningspraksis: 10 lærere på skolen har fået ministeriets godkendelse af forsøg. Det giver ret til at indføre forsøget i undervisningsplanen - at publicere rammer og plan for forsøget i fagpressen og at få udgivet undervisningsmateriale. Elena har således fået godkendt et forsøg med sproghistorie i 8. klasse; der er i tilslutning hertil også givet grønt lys for et års latinundervisning (med en latinlærer).
Skolen fik for et par år siden en ny leder, Marina. Jeg anslår, at hun er o. 35 år. Hendes dynamiske kurs mod nye mål fik flere ældre lærere til at søge andre steder hen, og derefter kom yngre kræfter til. Der er naturligvis også ældre lærere, som trives godt med udviklingen, og jeg fik et rart indtryk af den kollegiale atmosfære.
Jeg var så heldig, at fredag før min afrejse var "Lærerens Dag": alle kolleger (mig inklusive) fik en blomst om morgenen, og om eftermiddagen var der traktement med champagne, mundgodt og optræden i festsalen. Dermed fik jeg anledning til at takke alle for den modtagelse jeg havde fået af både elever og kolleger. (I de to uger, jeg gik på skolen, var jeg kun en gang ude for, at en lærer bad mig vente og først overvære næste time, og dette skyldtes, at første time skulle holdes af en lærerkandidat, der lige var begyndt. Ellers kunne jeg gå på uvarslet besøg i alle klasser).
Efter ovenstående kan det nok ikke undre, at jeg kraftigt vil anbefale et job-swop i Sankt Petersborg. Det kan ikke nægtes, at byen og befolkningen har store problemer. Men det er fagligt udviklende at tale spansk fra morgen til aften i 14 dage, med en veluddannet kollega, der er åben for at diskutere og udvide sin horizont. Det er også en dejlig oplevelse at undervise elever, der er yngre end dem, vi møder i gymnasiet og på HF, men som ikke behøver støtte sig på modersmålet.
Og så er Sankt Petersborg jo en kulturby uden lige: hver eftermiddag og aften og på fridagene besøgte vi prægtige kirker, parker og paladser, og vi var i teater og cirkus med Elenas nevø og niece.
Millionbyen har trange boligforhold: Elena og hendes mand deler lejlighed med hendes bror og hans familie, men jeg følte mig godt gammeldags velkommen, og vi havde det hyggeligt, ikke mindst i køkkenet, mens Elena lavede bortsj og svampesuppe, små pandekager og andre gode ting.
