ESTRID

Fra KARIN MICHAËLIS' 
UNIVERS

- om pædagogik og et gudbarn, som ikke kom i den BLÅ BOG


Karin Michaëlis fik aldrig selv børn, men hun var levende optaget af tidens tanker om en reform-pædagogik, som skulle udvikle børnene til frie, glade og ansvarlige mennesker.
Med sin indlevelse i barnesindet og sin ligefremme façon fik Karin mange børnevenner. Det gjaldt f.eks. Estrid, der var datter af en nær veninde fra barndommen i Randers. Karin og Olga fulgtes ad til København, og venskabet bestod, også efter at de hver især giftede sig.

Det var Olgas datter Estrid, der kaldte Karin og Sophus Michaëlis Tante Trold og Onkel Tao.. I en kronik i Berlingske Aftenavis 14. september 1948: "Børnebøger tæller ikke" fortæller Karin Michaëlis om den gang, hun blev gudmor til Estrid. Derpå følger en opsang til redaktionen af den Blå Bog, der udelader Estrid Ott og andre børnebogs-forfattere, selv om deres bøger har den største betydning for de små menneskers udvikling.


Jeg vil give et eksempel på Estrid Otts historier for børn. Det er fra "Nisseriget", der udkom i 1917. Drengen Niels er sur over at blive lagt i seng også i aften kl. halvotte - når nu onkel Peter og onkel Tao er på besøg. Men en lille nisse dukker op, og da Niels har fået en lille rød tophue på hovedet, kan han følge med ham gennem et hul i væggen og rutsje ned ad regnbuen til Nisseriget, hvor Nissekongen tager hjerteligt imod ham. 
Bogens femte kapitel begynder med, at Niels er kommet i seng og føler sig dårligt forberedt til næste skoledag. Her kan du høre, hvordan der er -

i skolen i Nisseriget


Denne skole har interessante ligheder med drengen Torbens skolereform i Karin Michaëlis' "Den grønne Ø" fra 1937 (på tysk 1933) - for ikke at tale om, at den 17-årige Estrid for godt hundrede år siden foregreb  "Virtual reality" og digital simultan-oversættelse!


Litteratur: Magasin fra Det kongelige Bibliotek, Årg. 29, nr. 3 (2016) bragte en artikel af Lotte Thrane om Karin Michaëlis og Estrid Ott – livslangt venskab, gensidig inspiration.